SIKKERHED & FOREBYGGELSE

Skab det bedste hold

For slagtermester Palle Christensen er et godt arbejdsmiljø et spørgsmål om at tage sine medarbejdere seriøst og skabe den rette kemi mellem de mennesker, der arbejder i butikken.

Hent PDF

 

Personalet er den største ressource

Ligesom i sportens verden sørger Palle Christensen, indehaver af Slagter Frimann, for at skabe det bedste hold og hele tiden vurdere, hvem der er de bedste på pladserne. De unge løber hurtigt, dem i midten kan agere bindeled mellem de unge og gamle, og så er der de gamle, der har det kølige overblik i en travl hverdag.

”Vi spiller på en bane – vi er på den samme bane, jeg har lavet rammerne, og de udfylder den”, forklarer Palle Christensen, slagtermester, Slagter Frimann

Alle har et ansvar, og der er en forventning om, at alle tager et ansvar. Derfor får medarbejderne også del i et eventuelt overskud. For Palle Christensen handler det hele tiden om at bevæge sig fremad og gøre det bedre.

”Hvis man sår meget, så høster man meget. Man skal ikke gøre som hønsene – altså skrabe baglæns”, siger Palle Christensen, Slagtermester, Slagter Frimann.

Det betyder noget for slagtermesteren, at medarbejderne har de nødvendige kompetencer, så de deltager på både kurser og messer samt i erfagrupper med seks andre butikker. Derudover afholder Slagter Frimann en NLP-kursusdag to-tre gange om året, hvor medarbejderne lærer at sælge og ekspedere, så de sikrer kundetilfredshed. De er faktisk blevet kontaktet af kommunens skadestue, som netop gerne ville høre, hvordan de kan håndtere deres kunder for at undgå utilfredshed, når der er kø og travlhed.

Sociale arrangementer er også med til at styrke sammenholdet, og her er det forbudt at diskutere arbejde – det skal være sjovt.

 

Gå forrest

Det kan godt være, at mester er dygtig, men medarbejderne skal være eller blive bedre! Det er opskriften til en god slagterbutik, hvor kvalitet og service er i fokus. Men ifølge slagtermesteren, er kvalitet og service bare opgaver, der skal løses, mens kemien blandt personalet er forudsætningen for god kvalitet og service. Som leder skal man tage medarbejderne seriøst, arbejde med relationer og gå forrest som det gode eksempel, mener Palle Christensen og fortsætter

”Hvis man skal lede folk, så skal man ikke stå og råbe nede bagfra, men stå oppe foran og trække retningen”.

 

Man skal starte på en frisk og slutte dagen godt – hver dag

Slagtermesteren ser tilbage på sin egen læretid og er opmærksom på, hvordan man behandler andre. Der er ingen, der går fra butikken uden at eventuelle konflikter eller andet er ryddet af vejen. Det handler om at få afsluttet dagen på en god måde, så man kan glæde sig til at komme på arbejde dagen efter.

”Man siger ’godmorgen’ og starter på en frisk, og man siger ’tak for i dag’, så alt er sluttet, og der er sat flueben ved den dag”, siger Palle Christensen.

 

Dagen tilrettelægges og der forventes noget af medarbejderne

Der er fælles morgenmad hver dag, hvor man taler om dagens og ugens opgaver. Medarbejderne fordeler selv opgaverne ud fra slagtermesterens klare forventninger om, at når man er på arbejde, så arbejder man. De har i fællesskab skrevet retningslinier for, hvordan man arbejder i butikken, og det er noget, alle nye introduceres til.

Det forventes også, at man behandler tingene ordentligt og med respekt. Hvis nogen kommer til skade, ja, så er det, ifølge slagtermesteren, fordi man har arbejdet for stærkt. Men generelt er de gode til at sige noget til hinanden, så der ikke opstår dårlige vaner. For som slagtermester Palle Christensen siger det: er

”Dårlige vaner, dårlig ledelse”.