ROLLER

Anerkendelse og status løfter rollen som arbejdsmiljørepræsentant

Netto ønsker engagerede arbejdsmiljørepræsentanter (AMR), som føler sig anerkendt og har status. En ambitiøs valgprocedure, opbakning fra ledelsen og seminarer har været med til at give rollen som arbejdsmiljørepræsentant et løft.    

Hent PDF

Man kan ikke stille op som AMR uden en valgtale

Hvis man stiller op til valg som arbejdsmiljørepræsentant i Netto, skal man fortælle hvorfor. Det gør man ved at skrive en valgtale, som deles ud sammen med valgmaterialet. På den måde har kollegerne mulighed for at finde ud af, hvad kandidaterne står for, og hvem de har lyst til at stemme på.

”Ofte er det en medarbejder, der synes, det er vigtigt at passe på sine kolleger”, fortæller Birgitte Oredson, Miljøkonsulent, Netto

 

Arbejdsmiljørepræsentanten opfordres til deltagelse

Netto opfordrer alle arbejdsmiljørepræsentanter til at deltage på den supplerende 1 1/2 dags uddannelse, bl.a. også via distriktscheferne. Men det kræver, at uddannelsen gøres interessant og relevant for dem.

Blandt de ønsker, Birgitte Oredsom modtager fra arbejdsmiljørepræsentanterne om emner, var fx at blive bedre til at have en dialog med sine kolleger om arbejdsmiljø, hvilket blev temaet i 2015. Arbejdsmiljørepræsentanterne havde et år også lavet et ”spil”, hvor de skulle tage stilling til forskellige arbejdsmiljøudfordringer. Derudover finder Birgitte Oredson inspiration til uddannelsen i konkrete udfordringer, som hvis de i Netto oplever én type ulykker, som der skal laves en særlig indsats overfor.

”Der skal være noget, der giver mening i deres liv”, Birgitte Oredson, Miljøkonsulent, Netto

   

Kåring af årets Arbejdsmiljørepræsentant kan inspirere andre

Hvert andet år kåres årets arbejdsmiljørepræsentant ud fra kriterier som bl.a. kvalitet i APV-arbejdet og evnen til at engagere sig i arbejdsmiljøarbejdet. Årets arbejdsmiljørepræsentant omtales i personalebladet efter kåringen, hvor der også fortælles om, hvad repræsentanten har gjort for at blive årets AMR.

 

ID-kort giver status

Arbejdsmiljørepræsentanterne får et ID-kort. Det viser kollegerne, at man har en særlig rolle og er med til at give repræsentanterne status. Nettos arbejdsmiljørepræsentanter dækker flere butikker og kommer derfor rundt og møder mange nye kolleger. Her gør kortet også arbejdsmiljørepræsentanterne synlige og genkendelige.

 

Opbakning og anerkendelse fra ledelsen

Distriktschefen har også en opgave i at bakke arbejdsmiljørepræsentanten op. Arbejdsmiljørepræsentanten ved derfor, at de altid kan ringe til distriktschefen, hvis der er noget, de har behov for hjælp til i en af butikkerne. Hvis der er udfordringer eller misforståelser i denne kommunikation, kan arbejdsmiljørepræsentanten ringe til Nettos miljøkonsulent, som så vil tage en snak med distriktschefen. Den aftale er vigtig, fordi arbejdsmiljørepræsentanten, ifølge Birgitte Oredson, skal have mulighed for at gøre opmærksom på mulige ubalancer i dialogen med distriktschefen. På den måde sikrer vi, at arbejdsmiljørepræsentanterne ved, at de kan få hjælp til eventuelle udfordringer, fortæller Birgitte Oredson.

Hvert andet år afholdes et seminar over 2 dage. Om dagen er der forskellige faglige oplæg, der er valg til arbejdsmiljøudvalget ligesom årets arbejdsmiljørepræsentant bliver kåret. Om aftenen handler det om socialt fællesskab.

”Seminaret giver også et budskab om, at der bliver sat pris på arbejdsmiljørepræsentanterne”, siger Birgitte Oredson, Miljøkonsulent, Netto

Til jul sender Nettos miljøkonsulent sammen med formanden for arbejdsmiljøudvalget en lækker julegave til alle arbejdsmiljørepræsentanter som en ekstra anerkendelse af deres indsats.